Bestil en koncert

Nutidig romantisme: moderne klassisk kormusik

Den klassiske musiks moderne kompositioner kan have mange udtryk og er nogle gange lidt sværere tilgængelige for det brede koncertpublikum. Aarhus Kammerkor har de senere år arbejdet med værker af nutidige, især amerikanske, korkomponister som skriver musik i en mere lyrisk stil.

Aarhus Kammerkors dirigent, Erik Bjørn Lund, har med sin komposition Mass of Mercy skabt et nutidigt bidrag til den lange række af værker, der gennem musikhistorien har tolket den latinske messetradition. Værket i fem satser er gennemarbejdet i flere udgaver – for kor og klaver evt. kombineret med cello og klarinet, eller for kor og orgel. Lyt til Mass of Mercy

Er I interesseret i en klassisk korkoncert, kan vi således sammensætte et program med kormusik, som er båret af traditionen, men samtidig har et nutidigt tonesprog – man kunne kalde det moderne romantisme. Se Koncertprogram

Sæsonkoncerter

Årstidernes skiften har sat dybe spor i poesien og afspejles både i et væld af danske årstidssange og i kormusikken. Vi kan tilbyde en koncert med fokus på en aktuel årstid,  f.eks. foråret eller sensommeren. Se Koncertprogram

Juletiden er også fyldt af musik. I adventstiden kan Aarhus Kammerkor tilbyde en kirkelig korkoncert med et repertoire af kendte kompositioner og værker, der ikke høres så ofte. Herudover har koret et bredt repertoire af kendte toner fra den mere underholdningsprægede julemusik, som kan sammensættes til en koncert i ikke-kirkelig sammenhæng. Lyt til Dejlig er jorden

Klassisk/rytmisk koncert

Aarhus Kammerkor medvirker ofte med et klassisk korprogram ved f.eks. kirkekoncerter. Koret har også et bredt mere rytmisk repertoire, som er velegnet til koncerter uden for kirken i f.eks. en sognegård. Det drejer sig bl.a. om musik fra midten af 1900-tallet af Kaj Normann Andersen og andre samtidige komponister, men også nyere rytmiske værker er på korets repertoire.

Det er også muligt at kombinere det klassiske med det rytmiske. I tidens løb har koret ofte medvirket ved koncerter, hvor et kirkeligt repertoire er fremført i kirken, efterfulgt af en mere verdslig/rytmisk afdeling i sognegård eller menighedslokale.

Koncert med brassband

Aarhus Kammerkor har med succes afholdt koncerter med Skanderborg Brass Band, som er blandt de bedst placerede brassbands i Danmark. En eventuel koncert kan være sammensat af musik for både kor og brassband kombineret med værker kun for kor eller brassband. Lyt til Laß, o Herr, mich Hilfe finden